Gå til: Om klubben - Historen bag klubben
Den 1. april 2019 er det præcis 50 år siden Herning Sportsdykkerklub Perlen blev stiftet. I dag er det en topmoderne dykkerklub med faciliteter som både, låneudstyr og fantastiske klublokaler.
Klubben er blandt de største dykkerklubber i Midt & Vestjylland, med sine godt 110 medlemmer.
Det er vores mål at fritidsdykning skal være en familiesport, hvor alle kan deltage. Hyggelige ture til dykkermål i Danmark, på hverdage eller i weekender, hvor dykning kombineres med socialt samvær på land. Her kan hele familien være med. Vi udbyder desuden en lang række kurser, relateret til dykning.
Forfatter: Ib Hyldgaard og Tage Naldal Jakobsen
Den grundlæggende ide, der var årsagen til opstarten af Herning Dykkerklub , havde sin begyndelse i efteråret 1968.
Tilfældigheden bestod i, at jeg (Ib Hyldgaard) en søndag eftermiddag havde købt Jyllands Posten. På en af siderne var der en hel sides artikel der omhandlede dykning. På daværende tidspunkt var dykning meget lidt udbredt i Danmark, og i Herning var det et totalt ukendt fænomen.
Efter at have gennemlæst artiklen med stor interesse, kontaktede jeg min ven Tage Naldal Jakobsen. Jeg forelagde ham artiklen, og spurgte til, om ikke den var interessant? Vi talte lidt frem og tilbage om dette spændende emne, og blev hurtig enige om, at dykning måtte være noget for os, så vi var straks fyr og flamme. Denne dag var ideen om en dykkerklub sat i værk. Vi var på daværende tidspunkt begge 21 år, og året var som tidligere nævnt 1968.
Vi skulle nu beslutte os for det næste træk?
Da Tage og jeg ikke havde nogen væsentlig viden om dykning, måtte vi finde hjælp hos andre, der var bedre faglig rustet end os. Man skal huske på, at i 1968 var der ikke computere og mobil telefoner til at lette kommunikationen, men vi fik dog pr. brev kontakt til Danmarks Dykkerforbund. De sendte os efterfølgende en liste over de dykkerklubber der allerede var etableret her i landet.
Vi kunne på listen erfare, at der var etableret en dykkerklub i Horsens ved navnet Cousteau. På daværende tidspunkt var franskmanden Cousteau meget kendt fra TV for sine spændende film der omhandlede dykning. Alene navnet mente vi kunne kvalificere klubben til at være egnede inspiratorer for os. Vi kontaktede dem pr. telefon, og det viste sig at være nogle venlige og flinke personer, der gerne ville hjælpe og støtte et par 100% amatører som os i fohold til at lære de grundlæggende regler om dykning. Tiden er stadig år 1968 okt-dec. måned.
De foreslog, at vi kom ned til deres træningsaftener i et bassin de havde til rådighed i Hovedgård nord for Horsens. Det var vores første kontakt med en dykkermaske og en snorkel, så vi var jo lidt oppe at køre.
Denne begyndende oplæring dannede hermed starten på vores fremtidige dykker år. I månederne op til julen 1968, kørte Tage og jeg 3-4 gange ned til Hovedgård for at øve og lære dykningens kunst. Det var et stort held, at Tage havde en bil, nemlig en Renault Gordini. Det var ikke hvermandseje dengang. Tage og jeg var godt klar over, at der måtte være en del teori om dykning. Vi købte derfor en bog der hedder "Teori for sportsdykkere". Da vi begge havde læst lidt i teoribogen sagde Tage til mig, om jeg forstod indholdet i bogen? Jeg måtte erkende, at det meste af indholdet var helt nye informationer til hjernen, og det var Tage helt enig med mig i. Vi fik dog efterhånden de væsentligste ting på plads, og vi blev klar over, at dykning ikke var en helt ufarlig sport. Senere fik vi oprettet en teoretisk og praktisk uddannelse, så alle fik mulighed for at erhverve et sportsdykkerbevis.
Næste opgave var nu at finde et navn til klubben. Til det fik vi lidt uventet hjælp fra Tage`s mor, da hun gjorde os opmærksom på, at byen Herning blev kaldt for hedens perle. Som alle jo ved, er der perler i mange muslinger. Vi blev derfor hurtigt enige om at - Herning Sportsdykkerklub PERLEN - måtte være det rigtige navn til klubben, og så blev det vedtaget.
Der var også en anden ting som vi måtte have klarlagt, nemlig den økonomiske del, herunder størrelsen af indskud og kontingent.
Vi vedtog at indmeldelsesgebyret skulle være 50 kr, og det månedlige kontingent skulle være 20 kr. Det lyder måske ikke af så meget i dag, men efter datidens målestok var det et stort beløb.
Nu kommer vi til det sjove. Tage og jeg lagde derefter hver 50 kr. på bordet, købte en pengekasse, et lille stempel, en kolonne bog til regnskaberne, - og så var de 100 kr. næsten brugt, men vi var da igang.
I starten af det nye år begyndte der at komme gang i sagerne. I løbet af kort tid var vi 5 medlemmer, og et af medlemmerne (Henning fra Fyn) var på daværende tidspunkt ansat i trykkerifaget. Vi fik med hans hjælp hurtigt fabrikeret et logo. Dette logo bruges den dag i dag. Samtidig blev vi enige om, at det ville være en god ide med et lille samlingssted (klublokale), så der blev straks sat en søgning igang. Det lykkedes os hurtigt at finde et lille kælderlokale på Elme vej nr.4 ( i dag Langelands vej).
Dette klublokale havde vi kun i nogle få måneder, da vi hurtigt kunne se, at det var for dyrt for vores lille økonomi. Det var så slemt, at den sidste husleje måtte vi betale ved at male soklen på huset. Vi skriver nu den 01.04.1969, og det blev besluttet, at denne dato skulle være klubbens stiftelsesdatoen.
Foreningens første sæt love blev vedtaget og nedskrevet. Nu da foråret og sommeren 1969 stod for døren, var vi nået dertil, at det var på tide at få anskaffet os noget udstyr, så vi kunne komme i gang med at øve os i dykningens mysterier. Vi var nogle stykker der kørte over til Fyn`s dykkercenter som lå i udkanten af Odense. Her fik vi købt det nødvendige grej og udstyr, dvs. våddragt, luftflasker mm. Humøret var rigtigt højt da vi atter kørte hjem til Herning.
Næste projekt var nu at finde et egnet sted til at øve os i. Vi kontaktede som udgangspunkt Herning Badeanstalt. Det viste sig dog, at HGF havde lagt beslag på så meget af den ledige tid i svømmebadet, at vi som ny klub ikke fik en fod indenfor. Ja, hvad gør man så? Nu er gode råd dyre.
Tage og jeg vidste, at Åge Damgård havde et svømmebassin bag ved hans fabrik ude i Birk, og da vi mente, at Åge Damgård stod for nytænkning og fremskridt, ja så måtte vi ud for at snakke godt med ham. Vi måtte jo være kreative i vores tankegang. Der er jo generelt ikke meget vand at vælge imellem i det tørre midtjylland.
Tage og jeg kørte derfor ud til Åge Damgård i Gjellerup. Vi ville spørge om lov til at benytte (låne) hans svømmebassin i Birk nogle gange, så klubben kunne komme igang med at øve. Vi var som udgangspunkt helt sikre på, at det kunne lade sig gøre, men ak nej. Åge Damgaard lyttede til vores forespørgsel, men var ikke villig til at hjælpe os. Jeg må indrømme, at vores agtelse for Åge Damgaard`s nytænkning og fremsynethed blegnede en del hos os efter dette møde med ham.
Nå, men vi måtte videre. Hvad kunne næste step være? Jo, der var jo også et friluftsbad i Hammerum! Vi kontaktede formanden for badet, og forelagde ham vor behov for et sted til at øve og træne dykning. Og pludselig sagde det bingo. Dejligt med lidt medvind.
Det blev aftalt, at vi måtte benytte os af Hammerum friluftsbad hver fredag fra kl. 19 og til kl. 21. Alle var glade for denne løsning. Badet stille dog denne betingelse, at hvert medlem skulle investere i et sæsonkort, da friluftsbadet gerne ville have lidt indtægt til gengæld. Dette var vi alle meget forstående over for, og syntes at det var meget fair.
Nu var vi igang. Da vi efter nogle gange havde opøvet lidt vandtræning i Hammerum Friluftsbad, måtte næste skridt være det virkelige element, nemlig havet.
Vi var tre dykkere, der som det første forsøg med flasker i åbent vand drog til Skive for at afprøve dykningens kunst i åbent vand. Det var en overvældende oplevelse. Set i bakspejlet var det lidt amatøragtig, da vi ikke havde erfaring eller kendskab til vind og vejrforhold, og dermed sigtbarhed, men vi fik dog set lidt dyreliv i det åbne vand. Efter lidt snak frem og tilbage efter den første tur til Skive, blev vi enige om at det ville være en fordel med en kyst hvor der var fralandsvind, da sigtbarheden dermed ville være bedre. Det skal hertil siges, at i de første år havde vi ikke en båd hvilket medførte, alt dykning med flasker foregik fra stranden. Vi rettede derfor blikket mod Moesgård strand lidt syd for Århus, da det er en østvendt kyst. Da det normalt blæser fra vest - dvs. rolig og klart vand- viste det sig at være et godt valg for os.
Dette sted brugte vi til at træne i flaskedykning nogle gange hen over sommeren 1969.
En anden problematik vi skulle finde en løsning på, var hvor fik vi luft på vore flasker. Det er ikke så lige til en sag, da der på daværende tidspunkt ikke var så mange steder, hvor der var en kompressor der kunne give et tryk på op til 200 atm. Vi fik os dog snuset frem til, at Herning Brandstation var i besidelse af en kompressor, der kunne klare opgaven. Herning Brandstation var meget behjælpelig med at hjælpe os med luftpåfyldning.
Der var også en et andet problem vi skulle have løst, nemlig transportproblemet.
I 1969 var det ikke så almindeligt at have egen bil, og da vi jo ofte skulle ud til kysten, valgte vi at leje det man dengang kaldte et "Folkevognsrugbrød" hos vognmand Brøchner i Sunds. Denne bil havde en størrelse der kunne rumme al udstyret og os 5 håbefulde dykkere, og det var med denne "Folkevognsrugbrød" vi kørte til Moesgård strand sommeren 1969.
Nu begyndte det hele at ligne noget. Vi mente at det nu var på tide at få lidt PR i Herning Folkeblad. Vi kontaktede derfor Helge Sander, som på daværende tidspunkt var journalist elev ved Herning Folkeblad. Han var meget behjælpelig med at skrive nogle gode artikler, som kunne være med til at gøre os mere synlige i lokalområdet.
Klubben var nu i drift og medlemtallet steg langsomt. I juni 1971 da Herning Svømmehal på Brændgårdvej blev indviet, søgte Perlen om indendørs tid til træning i det dybe basing. Det lykkedes os dengang at få en tid til den ugentlige træning fredag aften, og denne aften er fortsat klubbens træningsaften.
Med tiden opstod drømmen om at dykke under de sydligere himmelstrøg. Der var en længsel efter at se andet en den danske undervands fauna.
I de kommende år, hvor flere af medlemmerne havde købt egen bil og telt, var der hver sommer altid en familie camping / dykkertur til det tidligere Jugoslavien, Elba eller Spanien.
Vi skal huske på, at på daværende tidspunkt var tiderne anderledes. Der var ikke så mange penge på lommen hos de fleste, men den årlige tur sydpå blev af mange højt prioriteret.
Ud fra medlemslisten fra 1974 kan jeg se, at der var 36 medlemmer i klubben, og den dag i dag har klubben over 100 medlemmer, og den trives i bedste stil.
